Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kager. Vis alle opslag

28. august 2012

Dåbskage

I søndags skulle en lille pige og en lille dreng døbes og forældrene havde bestilt kransekagevugger hos Konditor Bager. Min mester har gennemgået et kransekagekursus hos Odense Marcipan og kan derfor kalde sig kransekagemester. Han prøvede så at lære det videre til mig. Især glasuren syntes jeg var tricky at få lagt ensartet. Derudover skulle der laves et lille babyhoved og et tæppe til hver vugge.
(Billedet er taget gennem en beskyttende plastikpose)
Min lille lyserøde baby fik lidt for dramatiske øjne, men ellers var den overraskende let at lave. Sutten var nok det sværeste, det kom nemt til at se ud somom babyen rækkede tunge.

Til sidst skulle det ende som en lille vugge fyldt med konfekt og petit feurs, men da jeg ikke var der på afhentningsdagen må I nøjes med et billede fra Odense Marcipans eget katalog.


Find kransekagen til din fest hos Odense Marcipan


26. august 2012

Kæresten i køkkenet

...er ikke et hverdagssyn, men han har længe snakket om at han også gerne vil bage noget lækkert.

Så idag gik han igang. Jeg er altid lidt nervøs, fordi han nægter at følge en opskrift. Og jeg står klar med 1000 gode råd, men holder mig i skindet....næsten. Han kan jo faktisk godt.

Det blev til at lækkert groft franskbrød og nogle muffins med squash og muskat.

Godt klaret skat <3

21. august 2012

Bager kager

Nu hvor jeg er kommet i praktik i et bageri kommer der mange kager gennem mine hænder hver dag. Desværre er der ikke tid til at stoppe op og tage billeder hele tiden.
Jeg synes det er rigtig spændende at være med til at få det til at se godt ud, så folk får lyst til at købe det. Alligevel var det lidt angstprovokerende at stå med en specialbestilling (kagemand med ansigt, marcipan og navn) allerede på min anden dag.
Jeg har en rigtig god lærermester, som forklarer tingene og alligevel lader én prøve selv. Samtidig er jeg så heldig at jeg hovedsageligt står med kager hele dagen, mens mester og lærlingen laver brød.
En af de kager jeg laver nogle stykker af næsten dagligt er marcipanroulader. Jeg synes selv at jeg er ved at kunne lave dem ret pæne og skal ikke længere spørge undervejs. Og så smager de bare super godt.
Selvom det smager godt, er det meget minimalt, hvad jeg spiser, mens jeg er i bageriet. Jeg får et rundstykke med pålæg i løbet af formiddagen, men jeg har faktisk slet ikke lyst til at smage på alle de lækkerier jeg går rundt imellem. Kagerne smager jeg kun, hvis der bliver lidt at tage med hjem. Det nyder min kæreste også rigtig godt af.
I fredags lavede mester bryllupslagkage, så der var der lige en smagsprøve; "Uhmm!"

12. august 2012

Julianes fødselsdag

Idag blev Juliane 1 år. Det er virkelig gået stærkt!
Hun kravler, rejser sig og kravler op på alting. Åbner skabe og skuffer og piller med sine små nysgerrige fingre... Og så snakker hun. Vrøvler løs dagen lang. Hej og hej hej har hun kunne sige længe og for nylig er hun begyndt at sige "Dygtig!" Hun spiser med gaffel og drikker selv af glas, så hun er jo faktisk "Dygtig!" Min store pige :-)

Nå men... hun fik selvfølgelig gaver på sengen, og senere havde jeg gang i bagningen, så vi kunne få familien på besøg. Vi havde bestilt en super sød Rubens Baby dukke og en lille dukkevogn på nettet. Hun forstod ikke helt alt det hurlumhej, men hun var et stort smil hele dagen.


Jeg fik bagt en ordentlig stak af min bedstemors boller, brunsviger og lagkage med endnu en smølfetopper. Dertil blev serveret varm kakao og alt gled ned med stor velbehag.

Kasper fik den geniale idé at dække op på terrassen i skyggesiden. Det var bare rart, for der var blevet noget lummert indendørs af alt den bagning (vi har køkkenalrum). Samtidig havde børnene ekstra meget plads til leg i stuen, da vi flyttede spisebordet ud.

Simpelthen bare en dejlig dag.

15. juli 2012

Liberohygge

Jeg er medlem af liberoklubben og deltager i forældresnakken. I den forbindelse mødes jeg nogle gange med nogle dejlige piger fra Nordjylland.
Idag var jeg afsted med begge børn og det var hygge på højt plan!
Vi mødtes til frokost, hvor alle havde lidt med, og bagefter var der kage (et must til liberotræf). En af damerne laver de mest fantastiske kager, som vi andre nyder godt af, men der er som regel også et par "almindelige" kager. Idag var der kanelkage, bananmuffins og romkugler.


Både i voksen- og børnestørrelse
 De store børn legede i haven og de små tog sig en middagslur undervejs, mens mødrene snakkede og hyggede.

Ihh, hvor har jeg det bare godt efter sådan en dag!

9. juli 2012

Min fødselsdag

Lørdag havde jeg fødselsdag og blev hele 24 år!
Dagen startede med gaver på sengen og ny bagte boller sammen med mine dejlige unger og kæresten.
Om eftermiddagen kom familien til kaffe, boller og lagkage.

Et par dage i forvejen havde jeg lavet et par fondant-roser, som skulle pynte på kagen. Samtidig havde jeg bagt lyserøde lagkagebunde, så jeg kunne få en helt igennem lyserød kage.

Jordbærsæsonen passer heldigvis med min fødselsdag i år og vejret op til har været perfekt. Derfor skulle det være en jordbærlagkage med jordbærcreme af friske jordbær og små stykker ckokolade.
Mine egne planter giver jo desværre ikke særlig godt, så jeg måtte købe dem i supermarkedet, men de var tilgengæld også både søde og saftige (samt billige! 12 kr bakken, jubii)
½ time før gæsterne kom blev kagen lagt sammen og beklædt med marcipan.

Helt igennem lyserød, med skiver af friske jordbær og hakket mørk chokolade

Da mine forældre skulle hjem, tog de børnene med, så vi kunne komme ud at spise alene. Det har vi ikke gjort i rigtig lang tid. Jeg tror vi blev enige om at det måtte være 2 år siden, hvor vi havde fået Klemens passet og taget i biografen.
 Da vi havde spist gik vi tur på palmestranden i Frederikshavn og så solen gå ned.

Børnene sov stadig ikke da vi kom tilbage til mine forældre kl. 22.30, men de faldt hurtigt i søvn i bilen. Før vi kørte derfra gik vi tur i den tusmørke have og min mor plukkede en fin lille buket med lyserøde pæoner og jasmin.
  En super dejlig dag.

16. juni 2012

Klemens' fødselsdag

Så blev min dejlige lille dreng 3 år. Dagen startede med gaver i sengen. Og det var den mindste, der gav størst jubel; en lille smølf med guitar. Den kom med rundt resten af dagen.

Selvom der var hjemmebagte fødselsdagsboller til morgenmad, valgte fødselaren havregryn med mælk på...
Og så fik jeg lavet et par smølfeansigter til de kager jeg havde bagt til når dagplejen kom forbi. Det var en rigtig dejlig fødselsdag, hvor børnene bare tumlede rundt og havde det sjovt.

Til aftenskaffen var der lagkage. Her er den smølfetopper jeg fik malet og senere monteret. (Note: brug bagepapir til underlag, da den hang fast i tallerkenen. Ups!)
Til sidst skulle der lige pustes lys ud, så det kunne blive en rigtig fødselsdag.

Efter en lang og god dag havde jeg en meget træt dreng, der rigtig gerne ville have sin sut og i seng. Nu skal vi have en stille dag imorgen og så kommer det store familie-ryk-ind søndag. Dvs. der skal bages noget mere og så bliver der ganske sikkert en masse gaver at vise frem.

I løbet af dagen fik jeg taget billeder med to forskellige kameraer og min mobil (fyldt kort og tomt batteri), så det har været omfattende at stykke sammen.