6. august 2012

Nabosmølfer

Klemens havde lidt fødselsdagspenge tilbage og da vi kiggede på legetøj i A-Z sagde han at han gerne ville have et smølfehus.

Det blev pakket ud med det samme vi kom ud i bilen og da vi kom hjem flyttede Guitarsmølf ind.
Jeg havde så regnet med at vi kunne aflevere Bedstemors smølfehus tilbage, men nej: Det er jo nabosmølfer!

De to huse er ens udover farverne selvom de er produceret med 30 år imellem. I låget på dem begge står der Peyo '78. Min favorit er det gamle hvide hus, det nye er lidt for unaturligt i farven.

3. august 2012

Gratis lopper!

En tidligere lejer hos min kærestes stedfar efterlod en indsamling til loppemarked. Masser af glas, porcelæn og julepynt. Nu er hun flyttet fra det hele og der skal ryddes op, så vi måtte tage lige hvad vi havde lyst til.
Vi fik en masse glaskugler til juletræet (sådan nogle har vi ikke ejet tidligere), keramikfigurer, vaser og et par ruskindsjakker, som jeg tænker kan bruges til slidlag på futter til børnene.

Men der var også et par skatte imellem: et par B&G vaser, Bjørn Wiinblad Aarstiderne (alle fire i 27 cm) og noget stel med Lochs of Scotland.

Nogen der kender til sidstnævnte?

1. august 2012

Jeg sover.... og bager.

Her har været lidt stille på det sidste...
Det skyldes at jeg sover. Jeg plejer at side ved computeren i de sene aftentimer efter børnene er lagt til at sove, men nu går jeg i seng sammen med dem. Jeg er nemlig startet i praktik hos en bager og skal dermed møde klokken 04.00!
Det er godt nok hårdt at stå op i 8 timer, efter en ret stillesiddende barsel. Jeg er fuldstændig færdig og putteklar når jeg kommer hjem, men samtidig fuld af energi.
Praktikken er kommet i stand, fordi jeg går ledig, men drømmer om at blive uddannet konditor. Af økonomiske årsager er jeg nødt til at vente et år med at starte, så jeg kan blive voksenlærling. Derfor synes kommunen at det var smart at jeg fik det afprøvet faget imens jeg venter på ordinært job.

Jeg synes virkelig at det er spændende, men jeg skal lige vende mig til den nye hverdag...

Et lille pip fra mig, hindbærsnitterne og kajkagerne :-)

27. juli 2012

Solbær

Klemens har hjulpet mig med at plukke solbær. Der var ikke mange. En del var spist af fugle og samtidig er planten ikke særlig stor endnu. Jeg købte den sidste år til plantemarked i Rhododendronparken i Brønderslev.

Samtidig snuppede vi lige et par jordbær fra en remonterende sort, jeg har i en potte på terrassen. Mums!

Dejligt med sommer...

26. juli 2012

Camping hos Bedstemor og Bedstefar

De sidste tog dage har vi tilbragt hos mine forældre. Klemens har aldrig tid nok til at lege udenfor, når vi er på besøg og han vil også rigtig gerne sove derude. Derfor havde vi aftalt at vi kunne tage på camping hos Bedstemor og Bedstefar; altså sove i deres campingvogn i deres have. Da vejudsigten lovede udevejr tog vi afsted.
Børnene legede i en stor dynge sand (som måske kommer i en sandkasse senere), på terrassen og i haven. Og så selvfølgelig i campingvognen, som var det et ekstra legehus.

Så sej (med munden fuld af småkager)

Der var lækker grillmad med salat fra køkkenhaven begge dage, samt kage og andre snacks.

Klemens ville ikke sove, men sad og råhyggede i forteltet med de voksne til kl 24. ... så faldt han ellers også i søvn efter Bedste havde sunget en halv vuggevise.


Ahh... nogle dejlige dage med masser af sol.


Min mor forsøgte også at lære mig at hækle, men det tåler vidst ikke fremvisning.

22. juli 2012

Så kom vi rigtig på landet

Min svigerfar ejer en lille ejendom som har stået tom længe. Markvejen er groet helt til og traktorer og gamle biler gemmer sig bag bygningerne. Det er et større projekt at få det hele ryddet op, men vi tager det lidt af gangen. Idag havde vi alle fri og mødtes til en arbejdsdag på ejendommen.

Klemens kom i sin nye kedeldragt og var SÅ klar!

Der kom liv i en gammel traktor og biler og maskiner blev trukket fri af det høje græs, så de kan blive gjort klar til skrot.

Græsset blev klippet og det begynder så småt at virke mindre utilnærmeligt. Børnene fik ture på havetraktor og traktor og nød at gå på opdagelse i bygningerne.

Juliane er virkelig blevet en lille nysgerrig én, der også skal have en finger med i spillet og ikke vil snydes for at opleve noget.


Nu fik I også ansigt på kæresten, som hedder Kasper. Jeg har holdt ham anonym, fordi han ikke har virket så entusiastisk omkring min blog, men igår sagde han lidt fornærmet "hvorfor da det?" Så han er hermed præsenteret.

Tversted marked og noget glemt...

Igår fik jeg slet ikke fortalt hvad jeg fik købt på markedet... Det var et meget lille marked i år, men i en af de første kræmmerboder fandt jeg en hel æske med håndmalet påskepynt.

Bezaubernder Osterschmuck. Liebevoll, handbearbeitet und handbemalt
Jeg husker æggene fra min barndom, hvor vi også havde nogle endnu mindre, men fuglene og harerne har jeg først opdaget i år. I påsken fandt jeg mine første fugle og æg i den lokale genbrug, men harerne købte jeg desværre ikke med hjem, da jeg ikke syntes de så ud til at være håndmalede.



Og så glemte jeg helt at vise noget min mor købte da vi var på dyrskue. I Husflids teltet var der mange skønne kreative ting (jeg havde lyst til at melde mig til alle kurser) og en bod med lidt kreasager i landbrugstema. Dvs. stof og knapper med traktorer og dyr. Min mor syntes bestemt at jeg skulle sy noget med traktorer til Klemens, så hun gav mig et lille stykke stof.

Dermed kan jeg ikke give materialemangel skylden for at det ikke skulle blive til noget.